Lyden af Amager i 25 år

Amager Bios 25-års jubilæum fejres 28. februar og med koncerter i tiden efter

Lyden af Amager i 25 år

Efter 25 år spiller det stadig i Amager Bio. Den gamle biografbygning der skulle have været et supermarked, blev af lokale ildsjæle omdannet til stedet for de ufortyndede toner, den lækre lyd og det frisættende fællesskab i musikkens tegn, og det jubilæum skal fejres!

Da en flok glade mennesker fra øens kulturliv for over 30 år siden lancerede idéen om at gøre Amager Bio og de omkringliggende bygninger til et fælles kulturpunkt, var der mange, der rystede på hovedet. I dag er det en moderne musikarena på den rytmiske musiks landkort, men samtidig et intimt spillested, hvor koncertgængere kan komme helt tæt på verdensnavne og store nationale bands, som er glade for at spille på vores brede scene.

Amager Bio slog dørene op som spillested 28. februar 1997 med en programflade komponeret af stilarter som klassisk, rock, opera, korsang, performance, film, projektioner og marionetteater. Og det var netop forankringen i det folkelige, som skabte Amager Bios særlige stemning: Lokale ildsjæle og kulturelle iværksættere, der havde høje ambitioner om en kulturel scene med plads til flere kunstarter og det musikalske vækstlag – helt fra den amagerkanske muld til rampelyset.

Fra græsrødderne til stjernerne

Spillestedet spirede blandt de ama’rkanske græsrødder og blev til en scene betrådt af de helt store stjerner.
Blandt de navnene gennem årene kan nævnes Herbie Hancock, Jeff Beck, Steve Winwood, Mary J. Blige, Joe Satriani, The Moody Blues, Chuck Berry, Beth Hart, Mercury Rev, Dio, Tindersticks, Tedeschi Trucks Band og Kim Larsen, der i en sen alder endelig gave koncert i Amager Bio. Besøget af James Brown i 2006 og Prince i 2010 og ’11 skiller sig ud som noget helt særligt, og noget der i dén grad fik sat Amager på verdenskortet.

Gennem årene er repertoiret udvidet fra de mere klassiske håndspillede genrer, til også at omfatte nye og hitlistebesøgende navne som senere har begået sig på de helt store stadioner: The Chainsmokers, Dua Lipa, Minds of ’99, Logic, Youngblood, Jesse Glynne og Little Simz, bare for at nævne nogle af dem. Og det er helt i Amager Bios ånd: At være stedet hvor alle – unge som gamle – kan opleve ufilteret kvalitetsmusik, og i fællesskab få hul igennem til nuet og føle sig i live.

Kampen mod kølediskene

Tilbage i 1986 da Amager Bio ophørte med at være biograf, blev den i første omgang solgt til A.P. Møller og Dansk Supermarked, der ville konvertere den til Netto-butik. Det gav et ramaskrig i lokalbefolkningen, og efter et hav af aktioner opfordrede Sundby Lokalråd til, at bygningen fremover udelukkende skulle anvendes til kulturelle formål.

Prostesterne gav genlyd på rådhuset. I 1989 overdrog overborgmesteren lokalerne til lokalrådet og Amager Kulturråd blev dannet. Fire år senere fulgte politikerne op med ti millioner kroner til ombygning og indretning af et nyt kulturelt kraftcenter under Københavns Kommune på Øresundsvej: Amager Kulturpunkt.

5-øren trækker indenfor

Musikforeningen 5-øren havde arrangeret rock- og popkoncerter på Amager Strand siden 1978. Både navnene og publikumsantallet blev større og større, men samtidig havde foreningen en drøm om, at øen skulle have sit eget indendørs koncertsted. Det var derfor en stor dag, da Amager Bio for 25 år siden kunne byde musikforeningen velkommen og tage imod sit første koncertpublikum. Siden da har foreningen været aktiv omkring koncerterne, hvis frekvens er vokset fra 15 til over 130 koncerter om året med Musikforeningen 5-øren og dens mange frivillige som medarrangør. Derudover samarbejder Amager Bio med andre koncertarrangører og foreninger til musik, møder, events, børnekultur og -teater.

Amager Bio overgiver sig aldrig!

I løbet af det nye årtusind udbyggede Områdefornyelsen i Øresundsvejkvarteret og Københavns Kommune Amager Kulturpunkt og både Børnekulturhus Ama’r, Musiktorvet og spillestedet BETA så dagens lys. I 2018 blev sidste byfornyelsesetape sat i søen og Amager Bio blev ombygget og gennemrenoveret. Nybyggeriet fjernede toiletterne fra koncertsalen, og det gav mere plads til publikum på gulv og på de nye balkonvinger. Der blev også bygget nye barer, toiletter samt garderober. Bag scenen blev produktionsforholdene markant for dem der arbejder både på og bag ved scenen, så stedet fremstår som et af Nordeuropas mest professionelle og behagelige venues.

Ombygningen betød, at spillestedet var lukket i et år. Det åbnede først rigtigt igen i marts 2019 til et fantastisk koncertår med mange besøgende. Og året efter ramte så coronapandemien, som ganske hurtigt betød koncerter med stramme restriktioner og lange perioder med nedlukninger, som følge af samfundets kamp mod sygdommen.

Men til trods for de mange prøvelser, er der en ærlig uforanderlighed over stedet. Noget der ikke vil dø, noget der ikke vil overgive sig. Men med 25 års fejringen er det gamle spillested mere end klar til igen at slå Amagers hjerterytme og invitere Københavns og hele Øresundsregionen til at være sammen om livemusikken.

Reception og åben koncert

Amager Bio afholder på selve dagen – 28. februar – en reception om eftermiddagen for et inviteret publikum.

Fra kl. 19 afholdes en koncert for alle med Goss og en hemmelig dansk pop-artist, som først vil blive afsløret på scenen.

Find billetlink her: Goss + stor surprise – 28. februar

I tiden efter vil flere koncerter indgå i vores jubilæumsprogram. Du kan se dem nedenfor

___

Se, hvad GAFFA har skrevet om Amager Bio gennem tiden

 

Koncerter i den kommende tid