Amager Bio

Lørdag 9. april

1914 + Konvent

Support:

Livløs
(0)
Om koncerten

Napalm Over Europe: Double The Death/Double The Doom Tour 2022:

Der fyres op under en heftig smeltedigel af doom og sort tungmetal, når 1914 og Konvent drager på en delt headlinerturné. 1914 er fra Ukraine og har taget navn efter året, hvor første verdenskrig brød ud. Temaet gennemsyrer alt fra coverart til albumindhold til bandmedlemmernes aliasser, og er lige så dystert som musikken, der har rødder i black- og dødsmetal med hæsblæsende trommer, og misantropiske mellemstykker marineret i lyden af dommedag.

Lyden er massiv og kalder på velsmurte nakkemuskler, for lige så dystert og tungt temaet er, lige så melodisk og medrivende er de fem ukrainske hærføreres samlede udtryk, og deres andet og seneste album, The Blind Leading the Blind (2018), blev i sagens natur udgivet i den 11. time den 11. dag i den 11. måned på 100-årsdagen for afslutningen af ​​den store krig.

Konvent har sat en uomgængelig knappenål i kortet over danske bands, der er lykkes med at komme ud over den danske grænse, og på få år har skabt sig både et navn, og et live-rygte, der er værd at bemærke. I kedlen er ingredienser fra Candlemass, Paradise Lost, Cult of Luna og Black Breath rørt sammen med Konvents komprimerede lydbillede og stålsatte energi, der flyder udover scenekanten som varm asfalt. Kvartetten udgav i 2020 deres debutalbum, Puritan Masochism, der efterlod nye lyttere begejstrede, og erfarne metalhoveder måbende med mærket af en auditiv knytnæve i maven.

Medier

Support:

Livløs DK

Om koncerten

Med som special guests denne aften er Livløs, som er berygtede for deres højspændte livekoncerter, med blændende headbangervenlig melodisk dødsmetal, der levers med smittende intensitet og hårdtslående energiudladninger, der kan brøles med på. De har optrådt snart her, der og allevegne, og nærmest selvsagt på markante festivaler som COPENHELL, EUROSONIC og SPOT FESTIVAL.

Medier

Support:

(0) DK

Om koncerten

Supporten denne aften leveres af det mystiske band (0), der i 2020 udgav deres dansksprogede debutalbum, Skamhan, hvis omdrejningspunkt både er eksplosivt, ekspressivt, melankolsk og melodisk. Den musikalske grundsten er blackmetal i flere afskygninger, og universet omkring (0) er skabt med fokus på musikken; al personlig forfængelighed er skrællet af, og tilbage står ukendte ansigter bag et navnløst navn, der leverer en lige dele progressiv og atmosfærisk bejlen til det inderste af sjælen.

Medier