Amager Bio

Mandag 27. december

Frede Fup & Ama’r Kix

Om koncerten

Frede Norbrink var ‘en af rødderne fra Amagerbro’ på rockscenen i 60’erne og 70’erne. I 1979 optrådte han med Funkie Freaks på Christiania, og dét blev til orkestret Frede Fup: Rock’n’roll med underfundige danske tekster og musik hovedsageligt skrevet af Norbrink selv.

I 1981 udgav bandet den første LP ‘I aften: Frede Fup‘, i folkemunde kaldet ‘Hot Klitt’ efter navnet på Hotel Klitten i Søndervig, hvor LP’en blev indspillet live. Op gennem 80’erne var bandet ‘husorkester’ på 5-øren og fast bestanddel på de første ‘grønne koncerter’, hvor Frede Norbrink var første konferencier.

Bandet blev opløst i 1993 og lå stille indtil år 2000. I sommeren 2001 præsenterede de så deres nye album “Tak for i går og undskyld” ved en reception på Ingolfs Kaffebar. Gennem årene er det blevet til otte albums.

I 19 år har de holdt fast i traditionen ’Fredejuledag’ sammen med bandet Ama’r Kix 27. december i Amager Bio. I 2014 indspillede de et nyt livealbum efter 33 år, “I morgen: Frede Fup” ved den traditionsrige aften i Amager Bio. I 2020 satte coronaen en stopper for traditionen, men julen blev fejret i juni i år. Frede Fup har netop været i studiet for at indspille et kommende album.

Medier

Ama'r Kix

Om koncerten

Ama’r Kix Deluxe and Friends er en særlig jule-special: Den traditionsrige koncert med Frede Fup startede i 2002 og er stadig ét stort Amager-gilde. Det er også en medlemskoncert for Musikforeningen 5-øren, som holder liv i de lokale gode drømme og stemninger fra blandt andet 5-øren på Amager Strand, Klub 47, Sundby Ungdomsklub og Sundpark Skole, hvor bandets rødder skal findes helt tilbage til 1967: Alt ind imellem rød politisk rock over fløjlsblød soul til ren party-musik med mange musikere og solister tilknyttet gennem de sidste 50 år.

Ama´r Kix spiller solide ørehængere udi rock, pop, soul og blues fra flere årtier med vægt på det vokale – og de glæder sig meget til atter at spille 27. december i Amager Bio. Bandets line-up er: Lars Gertsen (vokal, akk. guitar, sax), Frank Kühn Jørgensen (keyboards, vokal), Kurt Christensen (trommer), Bo Langhoff (guitar, vokal) og Per Abildtrup (bas). Denne aften er der altid en eller flere gæster på scenen – tidligere har blandt andre blues-musikeren Mike Andersen, Martin Preisler og Kristian Fogh været med Kix’ene til ‘Fredejuledag’.

Medier