Amager Bio

Søndag 19. november

Mark Lanegan (US)

Om koncerten

Mark Lanegan er kendt for at være en af de mest produktive musikere i rockverdenen, hvor han ud over en imponerende solokarriere også slår sine folder i bands som Screaming Trees, The Gutter Twins og ikke mindst Queens Of The Stone Age. Nu gæster den 52-årige rockmusiker Amager Bio den 19. november med sit imponerende bagkatalog – her iblandt sit nyeste udspil.

I april udgav Mark Lanegan sit 10. soloalbum, der har fået titlen ”Gargoyle” og scorede fem stjerner hos GAFFA under overskriften: ”Rockens dybe crooner forfører på majestætisk vis”. Og det er langt fra første gang, anmeldere er gavmilde med stjernerne til den Washington-fødte sanger – især 1994-pladen ”Whiskey For The Holy Ghost” og ”Bubblegum” fra 2004 har høstet ualmindeligt flotte roser hele linjen over. Ud over de ti soloalbum med Mark Lanegan Band, har den produktive herre udgivet albummet ”Black Pudding” med den britiske multiinstrumentalist Duke Garwood, tre album med den skotske singer/songwriter og cellist Isobel Campbell, og samarbejdet med så forskellige kunstnere som Moby og indierockgruppen Warpaint. Og det er selvfølgelig ud over hans tilstedeværelse hos grungekoryfæerne Screaming Trees fra 1985 til 2000, Queens Of The Stone Age i årene 2001-2005 og samarbejdet med Afghan Whigs-frontmanden Greg Dulli i The Gutter Twins fra 2003-2009.

Mark Lanegan bliver ofte sammenlignet med vokalister som Leonard Cohen og Tom Waits på grund af sin dybe, raspende stemme. Lanegan leger med americana og solid rock, og menes sågar at have influeret den amerikanske blues- og countryscene med sin musik, der emmer af mørke og dystopi. Oplev manden med musikbranchens nok mest imponerende CV, når han gæster Amager Bio til november.

Som opvarmning har Mark Lanegan taget den tidligere The Icarus Line-sanger Joe Cardamone, samt den svenske singer/songwriter og cellist Christine Owman, med sig.

https://www.facebook.com/MarkLanegan/

Medier
Lyt til Mark Lanegan
Nocturne
4:23
Anmeldelser