Beta

Søndag 31. oktober

ME AND MARIA

Om koncerten

Koncerten præsenteres af Landsforeningen SIND.

Det er to engagerede musikere, der lægger vejen forbi BETA den sidste dag i oktober. Nogle kender måske allerede duoen fra “Go’Morgen Danmark” eller fra “Lys på den lukkede” på DR1, eller senest på CPH:DOX, hvor de har fortalt om deres succes med at spille koncerter i psykiatrien, og deres brændende ønske om mere skønhed og kreativitet for indlagte. Johannes Pehrson og Maria Anna Rosenberg har siden 2016 spillet deres smukke, melankolske danske sange over hele landet og udgivet tre albums. I 2018 besluttede de at udvide med koncerter i psykiatrien for indlagte.

Musikerne vil mellem numrene, fortælle korte historier om deres oplevelser som musikere og pårørende i psykiatrien. 

Landsforeningen SIND har arrangeret koncerten og den lokale afdeling ser meget frem til at give en nærværende oplevelse til publikum.

Idéen med at spille koncerter i psykiatrien opstod, fordi sangerinden, Maria, selv har været pårørende og mistede sin mor til selvmord i 2011: “Selv da min mor blev meget syg, var der altid sprækker ind til den, hun egentlig var. Sprækker ind til alt det lyse, stærke og smukke; ind til mennesket bag sygdommen. Jeg så dem tit, når vi hørte musik eller var kreative sammen. 

Jeg ville ønske, der havde været flere muligheder for at opleve de sprækker, da min mor var syg.“

“Vi er så glade for, hvor megen opmærksomhed, der er begyndt at være på musik og kreativitet i psykiatrien. Vi har haft nogle fantastiske oplevelser, når vi har spillet koncerter for både indlagte og pårørende, og vi glæder os meget til at skulle spille i København igen,” smiler sanger og bassist Johannes.

Alle er velkomne! Og der er gratis entré. Man kan sikre sig en plads via billetlink. 

ME AND MARIAs tre albums kan høres på Spotify, YouTube etc. 

Medier