Fra biograf til spillested

- om et af Københavns største koncertsteder

Et af byens store koncertsteder

Gennem de sidste tyve år har Amager Bio præsenteret et væld af musik inden for snart sagt alle rytmiske genrer med hovedfokus på rock, pop, blues, metal og Jazz. Stedet har haft besøg af etablerede verdensstjerner, upcoming internationale kunstnere og dansk kvalitetsmusik, og det bestræber sig for at byde på store oplevelser for unge som gamle.

 

Koncerter i København

Amager Bio er et af Københavns største spillesteder med ca. 200 koncerter om året. Den gamle biografsal har plads til 1250 stående koncertgæster og 680 siddende. Salen er bredere end den er dyb, hvilket giver publikum en bedre mulighed for at komme tæt på kunstnerne. Den er kendt for sin gode akustik og eminente lydteknik. Indretningen fra entré, foyer, barer til scenerum, sigter på at give gæsterne de bedste forudsætninger for at opleve musikken, og at kunne dele musikglæden med andre.

Tilknyttet Amager Bio findes det mindre venue BETA. Stedet kan rumme 200 personer, og præsenterer danske og internationale kunstnere, lige inden de bliver helt store. Du kan blive klogere på BETA her!

Amager Bio arbejder tæt sammen med Musikforeningen 5-øren, og de frivillige kræfter, som den består af. Det er med til at sikre, en lokal forankring og er med til at give stedet en rummelighed i forhold til vores musikelskende publikum.

Fra biograf til spillested

Amager Bio blev opført i 1939-41 som biograf. Grundet materialet og den arkitektoniske udformning blev biografen omtalt som ”tyskerbeton”. I 1976 blev biografen opdelt i to sale, med plads til 375 biografgængere i hver, for på den måde at være mere konkurrencedygtig i forhold til det fremadstormende fjernsyn.

I 1986 lukkede biografen og blev solgt til Dansk Supermarked, som ville bruge bygningen til daglivarebutik. Sundby Lokalråd ønskede dog at bygningen fortsat skulle bruges til kulturelle formål, så i december 1989 indgik Københavns Kommune derfor en aftale med Dansk Supermarked, og overborgmesteren overgav herefter officielt lokalerne til Sundby Lokalråd. I de efterfølgende år blev den efterhånden nedslidte biografbygning brugt af forskellige græsrodsbevægelser til kulturelle begivenheder, og i 1991 blev Amager Kulturråd dannet med henblik på at gøre Amager til et kulturelt samlingspunkt for kreative ildsjæle, og  bioen – sammen med den nedlagte Øresundsvejens Skole og Ny Røde Kro Teater – skulle danne de fysiske rammer.

I 1992 etableredes Amager Kulturbutik, der var et lokalt beskæftigelsesprojekt for akademikere. De fik til opgave at stå for projekteringen af et kulturhus i den gamle biograf. I 1993 bevilligede overborgmester Jens Kramer Mikkelsen 10 millioner kroner til ombygningen af Amager Bio. I de efterfølgende år blev en række arrangementer afholdt, der spændte over både film, marionetteater, opera, dans, klassisk, rock, korsang, performance og projektioner samt større koncerter med såvel danske som internationale musiknavne.

Den 28. februar 1997 kunne Amager Bio endeligt slå dørene op som egentligt spillested og kulturhus.

 

Fra græsrødderne til stjernerne

Spillestedet spirede blandt de ama’rkanske græsrødder og blev til en scene betrådt af de helt store stjerner. Blandt de navnene gennem årene kan nævnes Herbie Hancock, Jeff Beck, Steve Winwood, Mary J. Blige, Joe Satriani, The Moody Blues, Chuck Berry, Beth Hart, Mercury Rev, Dio, Tindersticks, Tedeschi Trucks Band og Kim Larsen, der i en sen alder endelig gave koncert i Amager Bio. Besøget af James Brown i 2006 og Prince i 2010 og ’11 skiller sig ud som noget helt særligt, og noget der i dén grad fik sat Amager på verdenskortet.

Gennem årene er repertoiret udvidet fra de mere klassiske håndspillede genrer, til også at omfatte nye og hitlistebesøgende navne som senere har begået sig på de helt store stadioner: The Chainsmokers, Dua Lipa, Minds of ’99, Logic, Youngblood, Jesse Glynne og Little Simz, bare for at nævne nogle af dem. Og det er helt i Amager Bios ånd: At være stedet hvor alle – unge som gamle – kan opleve ufilteret kvalitetsmusik, og i fællesskab få hul igennem til nuet og føle sig i live.

Kontakt

Amager Bio

Øresundsvej 6
2300 København S
info@amagerbio.dk
Tlf: +45 32 86 08 80
Telefontid man-fre: kl. 9-16 på hverdage
Facebook Instagram

Historiske billeder