Beta

Lørdag 29. marts

Blazing Eternity

Support:

Altar of Oblivion
Om koncerten

Blazing Eternity udgav i 2024 deres første album i 21 år – et album med titlen ’A Certain End Of Everything’. Gothic/doom metal albummet er blevet modtaget suverænt godt af både publikum og presse. Devilution gav albummet 5/5 med ordene ”når man lytter til ‘A Certain End of Everything’, er det slående, hvor gennemarbejdet albummet lyder, hvor højt det rager op over gennemsnittet.”

Blazing Eternity optræder på BETA 29. marts 2025 – en koncert der bliver bandets første optræden i København i det nye år. Med sig som support har de det jyske doom metal band Altar Of Oblivion.

Blazing Eternity blev dannet i København i 1993 og markerede sig hurtigt på den danske metalscene med to succesfulde demoer udgivet i 1996 og 1998. Dette sikrede dem en kontrakt med det tyske pladeselskab Prophecy Productions, som førte til albummene ‘Times And Unknown Waters’ (2000) og ‘A World To Drown In’ (2003). Bandet opnåede stor opmærksomhed og spillede på prominente festivaler som Roskilde Festival og Wave Gotik Treffen.

Efter 2004 løb bandet ud i sandet, men gendannedes kortvarigt i 2011/2012 for fire koncerter i Danmark og Tyskland. Herefter fulgte endnu en pause, indtil bandet begyndte at arbejde i hemmelighed på nyt materiale i 2018. Denne proces blev dog præget af store personlige tragedier. Disse begivenheder har sat dybe spor i musikken og er blevet en central del af udtrykket på comeback albummet, ‘A Certain End Of Everything,’ der udkom i april 2024.

Albummet markerer ikke blot en ny begyndelse for Blazing Eternity, men også en dybt personlig refleksion over tab og livets forgængelighed.

Medier

Support:

Altar of Oblivion

Om koncerten

ALTAR OF OBLIVION blev dannet i 2005 og spiller fængende og melodisk Epic Doom Metal. Kvintetten kombinerer tung, melankolsk 70’er-rock med klassisk 80’er heavy metal. Bandet har skrevet kontrakt med det danske selskab From the Vaults, som udgav EP’en ”Burning Memories” i sommeren 2023 efterfulgt af albummet ”In the Cesspit of Divine Decay” i juni 2024.

Medier